I de tilfælde, hvor det er muligt, at planlægge aflivningen på forhånd, tilbyder jeg også aflivning i hjemmet. Jeg ønsker altid, at det skal foregå så stressfri som overhovedet muligt, så en aflivning på trods af omstændighederne, bliver den bedst mulige oplevelse for både kat og ejer.
Hvordan foregår det?
Rent praktisk foregår det således at katten altid får lov til at sige goddag til mig (hvis den har lyst). Jeg giver den derefter den første indsprøjtning som er en bedøvelse.
Rent smertemæssigt kan det sammenlignes med den indsprøjtning som katten får til en vaccination, og det er de færreste katte som reagerer på dette. Når jeg har givet den første indsprøjtning, som altså er en bedøvelse, så går der omkring 5-15 minutter inden katten sover. I denne tid forlader jeg lokalet, så katten kan få lov til at falde i søvn sammen med de mennesker den kender og er tryg ved.
Hvis den har meget mad i mavesækken kan den godt risikere at kaste op efter den første indsprøjtning. Dette sker der ikke noget ved, men hvis man ikke er forberedt på det kan man godt blive lidt forskrækket.
Når katten sover, så er den fuld bedøvet, dvs den mærker absolut ingenting, og jeg vil herefter give den væske som får den til at sove ind. Det giver jeg direkte ind i en blodåre, og rent faktisk er dette også en form for bedøvelsesmiddel, men pga koncentrationen i væsken sover katten stille og roligt ind pga en overdosis. Derfor mærker den absolut intet.