Når livet slutter…

Når det er tid til at tage afsked med et højtelsket 4-benet familiemedlem så er det en meget følelsesladet situation, hvilket er grunden til at jeg sætter en meget stor ære i at gøre det så godt som overhovedet muligt.

Jeg anbefaler altid at aflivning af kat foregår i hjemmet, hvor katten er rigtig tryg og glad for at være.

Jeg ønsker nemlig at hele situationen skal foregå så stressfrit som overhovedet muligt, så det på trods af omstændighederne, bliver den bedst mulige oplevelse for både kat og ejer.

 

Hvordan foregår det?

Rent praktisk foregår det således at katten altid får lov til at sige goddag til mig (hvis den har lyst). Jeg giver den derefter den første indsprøjtning som er en bedøvelse. Rent smertemæssigt kan det sammenlignes med den indsprøjtning som katten får til en vaccination, og det er de færreste katte som reagerer på dette. Når jeg har givet den første indsprøjtning, som altså er en bedøvelse, så går der omkring 5-15 minutter inden katten sover. I denne tid forlader jeg lokalet, så katten kan få lov til at falde i søvn sammen med de mennesker den kender og er tryg ved. Hvis den har meget mad i mavesækken kan den godt risikere at kaste op efter den første indsprøjtning. Dette sker der ikke noget ved, men hvis man ikke er forberedt på det kan man godt blive lidt forskrækket.

Når katten sover, så er den fuld bedøvet, dvs den mærker absolut ingenting, og jeg vil herefter give den væske som får den til at sove ind. Det giver jeg direkte ind i en blodåre, og rent faktisk er dette også en form for bedøvelsesmiddel, men pga koncentrationen i væsken sover katten stille og roligt ind pga en overdosis. Derfor mærker den absolut intet.

 

Hvad sker der efter?

Efter aflivning af kat kan keramisk urne og askesmykke tilkøbes

Hvid keramisk urne og et smykke fra Adakrem

Når katten har fået fred og er sovet ind er der følgende muligheder for hvad der skal ske med den:

  • Man kan vælge at begrave sin kat hjemme i haven, hvilket er fuldt ud lovligt.
  • Hvis man ikke ønsker selv at begrave katten, kan jeg sørge for at den bliver kremeret. Dette foretages af Ada’s kæledyrskrematorie, hvor den bliver kremeret sammen med andre kæledyr.
  • Derudover kan man vælge at få sin kat enkeltdyrskremeret og få den tilbage i en urne. Man kan også få lavet et smukt smykke som et evigt minde. På billedet til højre, kan du se et konkret eksempel på en katteejer som har fået lavet dette.

 

 

Ydelser og Priser:

Aflivning 815-975 kr (vægtafhængig)

Aflivning inklusiv fælleskremering <25 kg 1272 kr

Aflivning inklusiv fælleskremering 25-49 kg 1435 kr

Aflivning inklusiv fælleskremering > 50 kg 1770 kr

Aflivning med urnekremering (askesmykker kan tilkøbes) 2445-3300 kr (vægtafhængig)

 

 

Relevante links:

Kremering af kæledyr
www.adakrem.dk